Måske ikke en helt dækkende overskrift, for Kejserbusken kan nemlig blomstre allerede fra november og indtil marts, med afbrydelser i frostperioder. Kejserbusken (Viburnum x botnantense 'Dawn') er en 2-3 mtr. høj busk med flotte grønne blade med let savtakket kant. De yngste blade har et bordeaux skær over sig hvilket giver et flot spil i det grønne når der ikke er nogle blomster til at pynte den. Som sagt blomstere den tidligt og nogle gange har man glæde af den hele vinteren. Blomsterne hos sorten 'Dawn' er mørkrosa der efterhånden blegner til lysrosa. De sidder samlet i korte buketter og dufter noget så skønt. Også denne vinterblomstrende busk kan man klippe grene af og drive frem indendørs.
Denne vinter har desværre været lidt hård for blomsterknopperne, nogle af dem er desværre tørret ud da vi i en periode har haft den frygtlige cocktail af frost, vind og sol også kaldet barfrost......det er det værste vintervejr set fra en haveentusiast synspunkt. Den er skyld i at mange stedsegrønne planter har taget meget skade og i dette tilfælde at blomstermængden er voldsomt reduceret. Men heldigvis ikke alle knopperne er gået til og det glæder vi os nu over. Igen har vi valgt at plante Kejserbusken så vi kan se den indefra, i dette tilfælde ud af vores køkkenvindue. Og det er jo fidusen med de meget tidlige blomstrende buske, sæt dem hvor I kan se dem indefra eller et sted hvor I passere dem til og fra huset, så man rigtig kan få glæde af dem i denne periode hvor vi ikke er særlig meget udenfor og trænger til at se noget med farve på.
Viburnum slægten er en stor slægt som omfatter en stor gruppe af buske både løvfældende og stedsegrønne. Nogle er ret hårdføre over for vind og ret mange af dem tåler en del skygge. Og så er der dem der kræver en lun og beskyttet vokseplads, men det vender vi tilbage til en anden dag.
Kejserbusken er ikke kræsen med hensyn til jordforholdene men vil helst ikke have det for vådt, ganske almindelig havejord simpelthen. Her hos os har vi en ret sandet og stenet jord, så når jeg planter noget gør jeg en del ud af jordforbedringen. Det kan godt betale sig, kan jeg hilse at sige!
Jeg har altid en sæk stående af Kogødsel, et kompostprodukt som kan købes på plantskolen, 3 stk. 50 liter sække for ca. 160 kr. Det bliver blandet med den eksisterende jord i plantehullet, ca. 1/3 kogødsel og 2/3 almindelig jord. Sørg for at det bliver blandet godt sammen. Så er der noget gødning til planten at starte ud med og noget til at holde på vandet, specielt her hos os med den sandede jord. Kogødselen er bedre end spagnum hvis man har sandet jord og jeg syntes ikke det tørre så let ud som spagnum. Men hvis man har tung stiv lerjord er det grus og spagnum der skal til, hvis man vil jordforbedre når man planter. Derudover er det en rigtig god ide at sprede noget kompost eller omsat hestemøg i bedene hvert år. Så vil jordkvaliteten stille og roligt med årene blive helt fantastisk ;-)
Kejserbusken om sommeren, det er den i hjørnet, helt ude til højre på billedet. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar