torsdag den 10. april 2014

Græs i haven

Græs i haven har det fleste af os, f.eks. plæne græs men derudover findes der et væld af græsser som kan andet og meget mere end at være grøn, blive trådt på og klippet igen og igen og igen. Der er græs for en hver smag: lave og overhængende, høje og slanke, grønne, hvidbrogede og gulbrogede. Nogle har smukke aks og andre bare smukke blade. Og mange af dem har stor prydværdi i haven om vinteren.

Jeg har et bed som kaldes for Præriebedet, fordi det ligger på en solrig tør plet i haven. Jeg blev inspireret til det efter et besøg i Birkegårdens Haver for flere år siden. I bedet står forskellige tørketålende stauder, et par buske og forskellige græsser; Elefantgræs, Rishirse og Lampepudsergræs.

Elefantgræs (Miscanthus 'Ferner Osten) bliver ca. 100 cm høj og aksene ca. 120 cm. De smalle blade får en rødlig farve sidst på sommeren og matcher fint de rødlige let overhængende aks som kommer fra sidst i august. Hele vinteren står de afblegede, nu sølvfarvede, aks og pryder bedet.

Lampepudsergræs (Pennisetum 'Hameln') er en tæt grøn tue på ca. 50 cm i højden, aksene er ca. 70 cm høje. De smalle overhængende blade giver den et blødt udtryk og er særdeles velegnet i forgrunden af bedene. De kønne rævehale-lignende ask sidder på lange strå der hæver sig over tuen fra sempember. En utrolig anvendelig græs som har det bedst på en varm vokseplads.

Rishirsen (Panicum 'Heavy Metal) er en græs med opret vækst og flotte gråblå blade, hvilket giver en helt speciel virkning i bedet. Aksene kommer frem i august og er i starten smukke rødbrune, senere folder de sig ud i florlette toppe der svæver over bladene. Den er ca. 100 cm høj og aksene ca. 130 cm høje.

Også andre steder i haven er der plantet græsser. I Hedebedet, hvor der vokser lyng, vilde blåbær og tyttebær, enebær og fyr, står der 3 forskellige lave 'vilde' græsser som naturligt ville gro på heden, bla. Dværgpibegræs (Molinia 'Overdam') som bliver ca. 30 cm høj og aksene ca. 70 cm. Bladene er grågrønne og aksene lette og fine. Både blade og aks er skråt opretvoksende så den tætte tue lignet et pindsvin.

Nede ved terrassen i et bed der ligger i skygge det meste af dagen, står den Japanske Skovgræs (Hakonechloa 'Aureola') hvis blade er gullige med en fin grøn stribe. Den er kun ca. 30-40 cm høj og overhængende i væksten. Den trives bedst i skyggede områder hvor jorden ikke bliver for tør. Den giver lys og liv til et hjørne som nemt kunne blive mørkt og ensformigt. Faktisk er det græssen som har givet mig inspiration til at lave et lidt Japansk inspireret bed med hostaer, bregner og et granit fuglebad.

Ude i lyset foran terrassen står der en gruppe Havesandrør (Calamagrostis 'Overdam') Deres hvidstribede blade med et sart rosa skær giver en fantastisk virkning om foråret når den lysende fontæne stiger op af jorden. Væksten er opret og søjleformet og de stive aks, ca. 160 cm, kommer frem i juli. 

Derudover er Havesandrør en af de græs som kommer først med de nye blade om foråret. Så den skal klippes ned allerede i marts. Ellers er det nu det er tid til at klippe græsserne ned, inden de nye blade kommer for langt frem. 

Græsser bringer liv og lethed til havens bede og de er nemme at have med at gøre, de skal bare klippes ned en gang om året. De kan være med til at bryde tunge beplantninger og giver et fint modspil til f.eks. hostaers store brede blade. Derudover kan man også bruge græsser som bunddække eller plante dem i krukker på terassen. Faktisk er der ingen undskyldning for ikke at plante nogle stykker, et eller flere steder i haven. Husk, at det er en god ide at plante dem i grupper på 3 eller flere af samme slags, ligesom stauder. Jeg er ihvertfald blevet utrolig glad for dem jeg har plantet....god fornøjelse ;-)

onsdag den 19. februar 2014

Fuglene i haven

Lige nu har vi besøg af en flok halemejser, de er simpelthen noget af det mest yndige man kan tænke sig, desværre er de også meget sky og ikke særlige foto venlige, så ingen billeder af de nyankommende. Billedet her er taget i 2007.


Vi har rigtig mange fugle i vores have, måske fordi vi fodre dem året rundt hver eneste dag. Og sørger for at der er vand til dem, også når det er vinter og det fryser. Jeg køber vildtfuglefrø hos enten Bangs Hønniker eller Dyrenes Eldorado (12,50 kr. pr. kg) Der kan man nemlig få frøblandinger kun med frø og ingen korn. Så slipper vi for en masse hvede og havre der ligger under foderbrædtet og spire fordi ingen gider at spise det. Til gengæl kommer der en masse sjove planter op rundt omkring i haven i løbet af sommeren. Sidste år kom der f.eks. en masse gulerødder op de mest mystiske steder i nærheden af foderbrædtet.. ....hvad mon gulerodsfrø laver i en vildtfugleblanding. Nogle af fuglene kan selv sørge for deres middag som f.eks. spurvehøgen her, men dem skal der jo også være plads til ;-)

Fuglene får også fedtkugler men istedet for at købe dem er jeg begyndt at lave dem selv, igen er der meget mindre spild og fuglene er helt vilde med dem. Jeg smelter en pakke plantemargerine og en halv pakke palmin, der i blander jeg nogle håndfulde hvedemel og til sidst tilsættes så meget fuglefrø som blandingen kan indeholde og stadigvæk hænge sammen, ca. 2,5-3 liter frø. Derefter kommer jeg det op i nogle forme af en slags, det kan være en muffinsbageplade eller hvis man har nogle plast forme fra saltstænger eller lign. Når blandingen er stivnet er "fedtkuglerne" lige til at trykke ud, varm evt. bagsiden lidt med varmt vand hvis de sidder fast. 


Man kan også lave en holder af et stykke kyllingetråd: klip et rektanguler stykke kyllingetråd, form det så det bliver et langt rør og bind det sammen med de afklippede strittende ender. Buk ind forneden så der bliver en bund. Lav en krog af noget ståltråd som røret kan hænge i. Nu kan man enten komme sine fedtkugler ned i røret eller man kan støbe fedtet direkte i røret; kom røret i en plastpose og form posen stramt om røret, sæt posen med røret ned i et liter mål, en kande eller anden smal beholder og kom fedtblandingen ned i røret. Når det er stivnet er det bare at løfte det op og trække plastposen af og 'fedtkuglen' er lige til at hænge op. 

Med hensyn til vand til de små kræ har vi vand flere steder i haven men når det fryser i dagtimerne om vinteren fryser det jo til. Så derfor har jeg en stor flad underskål af metal som jeg bruger til fuglebad/vandskål. Om morgenen er det nemt at smelte den frosne vandklump ud af fadet med en portion varmt vand fra vandkanden og det varme vand gør at fuglene har et par timer til at få slukket tørsten inden det fryser til igen. Faktisk sidder de og venter på mig om morgenen. Lige så snart jeg er ude af syne flokkes de omkring foderbrædtet og vandfadet. Det er skønt at se dem tage for sig af retterne.



En vinter var vi så heldige at vi få besøg af denne lille røde fyr med busket hale. Desværre holder han ikke fast til i vores have. Det sætter min mand nok pris på for så kan han få hasselnødderne for sig selv ;-)




lørdag den 4. januar 2014

Persille og et brugt juletræ!

Den milde vinter betyder en hel del for haven. Man kan f.eks. uden problemer stadigvæk plante næsten alle slags planter, vent dog med de sarte ting så som f.eks. sommerfuglbuske og de stedsegrønne planter. Skulle vi gå hen og få noget barfrost; hård frost uden sne med sol og vind, vil specielt de stedsegrønne planter kunne tage skade. Da de er stedsegrønne sker der også om vinteren en fordampning fra deres blade/nåle og er jorden frossen og rodnettet lille (fordi de er nyplantet), kan de ikke trække nok vand op og erstatte det der er fordampet. Sådan opstår de brune visne blade og nåle som vi ser senere på foråret. Det er altså tørkeskader der er sket for måske 2 måneder eller længere siden. Man kan sammeligne det med juletræet.... nålene bliver først brune længe efter det er blevet fældet, fjernet fra stuen og smidt ud i haven.
Det er det samme der sker hvis man f.eks. har buksbom i krukker ved fordøren om vinteren og glemmer at vande dem. De skal nemlig have vand året rundt! Selvfølgelig ikke så meget om vinteren som om sommeren men den nedbør der falder i vintermånederne er slet IKKE nok til at holde buksbommen i live (heller ikke selvom man syntes det har regnet og regnet og atter regnet) og den vil tørre ud og visne. Mange tror fejlagtig at det er frosten der slår planterne i krukkerne ihjel om vinteren men det er fordi de har glemt at vande dem. Så gør dig selv en tjeneste og check dine krukker udenfor om de mangler vand en gang om ugen i vinterhalvåret. Gør det til en fast dag f.eks. hver søndag, så er det nemmere at huske at få det gjort.

Nå men tilbage til haven i denne, indtil videre, milde vinter. I efteråret fik jeg taget mig sammen til at få gravet persille op, alm. og bredbladet, og plantet i drivhuset sammen med bladselleri. Det var noget jeg de sidste flere år havde haft planer om at gøre om efteråret men aldrig fik gjort. Men nu lykkedes det altså og der står så flot derinde i drivhuset. Det er skønt at kunne plukke frisk grønt til køkkenet i januar måned. Men faktisk kunne jeg godt have sparret mig, for det persille der står tilbage i urtebedene er næsten lige så flot som det inde i drivhuset....... Ud over persillen og bladselleri gravede jeg også noget timian, min krydderlaurbær og rosmarin ned inde i drivhuset. De sidste to forår har jeg måtte sande at mine krydderlaurbær og rosmarin som havde tilbragt vinteren i krukker i drivhuset, var døde. Og i et forsøg på at forhindre dette skulle ske endnu engang tog jeg dem ud af krukkerne og gravede dem ned i bedene i drivhuset sammen med andre planter som jeg ikke nåede at plante i efteråret. Også krukkerne med hortensiaer blev tømt og planterne gravet ned derinde. Så må vi se hvordan de klare vinteren på den måde, forhåbentlig godt :-)


Hydrangea mac. x serr. 'Preziosa' i blomst


Inde i drivhuset har jeg sat bobleplast i dobbeltlag på siderne i ca. 120 cm. højde. Det er med til at holde frosten lidt tilbage og derudover har jeg noget fiberdug som jeg kan lægge ud over de sarte ting som ekstra beskyttelse hvis det bliver nødvendigt. Men indtil videre har det kun været nødvendig et par nætter men lur mig om vi ikke får lidt kulde og rigtig vinter senere.......






Og så er det godt hvis I ikke har smidt juletræet helt ud af haven........
Hydrangea mac. x serr. 'Preziosa' med høstfarver
Klip grene af det og brug dem som vinterdækning af f.eks. roser og hortensia. Stik grene ned i mellem og omkring buskene så de danner en kegle/tippi. Grangrenene vil danne luftfyldte mellemrum som isolere mod kulden og samtidig beskytte mod solens stråler.
Indtil videre er det ikke nødvendigt men specielt alm. hortensia (Hydrangea macrophylla typerne bl.a.) er sart over for frost i den sene vinter og i foråret. Alm. Hortensiaen har allerede i efteråret sat knopper af med næste års blomster og får de en hård omgang frost vil både grene og knopperne tage skade. Og vupti....... ingen blomster at nyde til sommer!
Så her er endnu en tjeneste du kan gøre dig selv....... gem juletræet indtil påske ;-)

Billederne er af en af mine ynglings hortensiaer. Fin og yndig i blomsten og ikke for stor. Nogle af hortensia sorterne har tildens til at være lidt for voldsomme i blomsterne efter min smag, ligefrem vulgær kan man næsten sige. Men ikke 'Preziosa' og dertil kvittere hun også med de smukkeste høstfarver som afslutning på sæsonen.


torsdag den 2. januar 2014

Et forsinket glædelig jul og godt nytår!

Ja bedre sent end aldrig som man siger men december forløb ikke lige som jeg havde planlagt. I blev snydt for de julede indlæg jeg havde planlagt og hele min egen december-planlægning gik fuldstændig af fløjten.......med det resultat at jeg de sidste 3 dage op til jul styrtede rundt og købte julegaver, lavede konfekt, skrev julekort og 100 andre ting som jeg skulle nå inden juleaften imens jeg sendte kærlige tanker til nisserne og julepynten i kasserne på loftet.....de endte med at blive deroppe ;-)
Nå julen kom jo og gik og hvem lagde sig så syg med influenza 3 dage før nytårsaften....nemlig helt rigtig....mig! Kors i hytten, det har været en rigtig slem omgang, faktisk er det rigtig mange år siden jeg har været så syg af influenza og først i dag kan jeg mærke det er ved at vende og jeg behøver måske ikke ligge i min seng hele dagen...jubiiiii.

Så inden det bliver alt for pinligt og det nye år alt for gammelt vil jeg gerne ønske alle mine trofaste læsere og alle jer andre en glædelig forgangen jul og et rigtig godt nytår!

Et nytår hvor jeg vil gøre et forsøg på at planlægge min blog bedre, så indlæggene gerne skulle komme i en jævn strøm og ikke i klumper som i året der gik. Jeg vil ikke kalde det et nytårsforsæt......de er så svære at holde, ik! ;-)

I skal lige have lov til at se hvordan det var urtehaven så ud sidste år midt i januar.....ihvertfald her hvor vi bor....mon vi får noget sne i det nye år......

tirsdag den 3. december 2013

Honningkagehjerter

At julen nærmere sig er der vist ikke nogen der er i tvivl om. Havearbejdet er indstillet, selvom jeg stadigvæk har et par småting at gøre derude. Men måske kommer ånden over mig en klar kold dag med solskin, nu må vi se.
Ihvertfald betyder julens komme at der er en masse gøremål i mit køkken. Konfekt, hjemmelavede fyldte chokolader, kager, lidt hjemmelavede spiselige julegaver og så mit sidste nye projekt: en røgovn hvor der lige nu bliver røget bacon, svinemørbrad og vildtmørbrad. Det er første forsøg så I må væbne Jer med lidt tålmodighed inden jeg blogger om det ;-)

I dag får I opskriften på honningkagehjerter. I gamle dage blandede man det nyslyngede honning med rugmelen i sensommeren og lod det stå indtil vinteren kom og det blev tid til at bage. En del af dejen blev gemt til at give mere smag til den nye dej næste år, lidt ala når man gemmer surdej til næste bagning. Dejen fik altså lov til at modne i flere måneder, men mindre kan heldigvis gøre det. Selvom modningen gør utrolig meget for smagen hvis dejen får lov til at stå så længe som muligt. Man kan sammeligne det med et landtidshævet brød kontra et alm. hævet brød.
Måske studsede I over at jeg skrev rugmel....det er ikke en fejl. Den gang var rugmel det mel man brugte til hverdag og det hvide hvede mel var forbeholdt søndage hvis man overhovedet var så heldig. Og faktisk bliver ægte Christiansfelds Honningkager stadigvæk lavet med rugmel, dog er der også hvedemel i dag. Men hvis I kan skaffe fin sigtet rugmel bliver de bedst med ren rugmel og man vil aldrig gætte der er kun er rugmel i. Jeg køber min fint sigtet rugmel hos Mejnerts Mølle. De har også en webshop (www.mejnerts.dk) hvor man kan købe det hvis man ikke lige bor i nærheden, ellers laver Skærtoft Mølle også fint sigtet rugmel. Og nu til opskriften:

Ingredienser: 
250 g honning
250 g rugmel fint sigtet
~~~~~~~~~~
1 æggeblomme
5 g potaske
5 g hjortetaksalt
1,5 tsk. kanel
0,5 tsk. allehånde
0,5 tsk. revet muskatnød
0,5 tsk. stødt ingefær
måske lidt vand


Fremgangsmåde:
Ælt honning og mel sammen til en fast dej og den bliver meget fast, nærmest som beton, så er du advaret! Lad den modne i køleskabet så længe som muligt i en skål med låg på.
Når man ikke kan vente længere æltes dejen med resten af ingredienserne. Ælt hurtigt, og helst et køligt sted. Det er nemmest i en røremaskine! Hvis den er benhård tilsættes lidt vand. Dejen skal være til at rulle ud, så den må ikke blive for våd og fedtet.
Lad dejen hvile til næste dag i en skål i køleskabet med låg på.
Så er det tiden at parkere børnene, hvis man har sådanne, foran køkkenbordet med hver sin kagerulle, og alle de udstikkeforme der kan skrabes sammen hvis det skal være lidt sjovt. Ellers gør man som jeg, hygger sig med det alene og alle kagerne bliver udstukket med en hjerteform på ca. 10 cm. i højden. Rul dejen ud i ca. 1 cm tykkelse. Hvis dejen alligevel er for fedtet, kan man rulle ud med lidt mel på bordet.
Når alt er rullet ud og sat på plader skal de bage ca. 10 min. ved 200 grader.
Når kagerne er afkølede kan man pynte eller helt overtrække dem med smeltet mørk chokolade og evt. et glasbillede.

God fornøjelse og glædelig for-jul :-)





søndag den 20. oktober 2013

Hjemmedyrket ingefær

I foråret tænkte jeg at jeg ville prøve at dyrke ingefær selv. Ingefær (Zingiber officinale) er en skovplante som kommer fra de tropiske egne i Asien, så som Indien og Kina og har været dyrket i mange tusind år. Den er i familie med kardemomme og gurkemeje.
Det som vi kender som ingefærrod er faktisk et rhizom. Ordet rhizom kommer fra det græsk ord rhizoma som betyder rod-stængel. Det er en underjordisk fladt krybende skudstængel hvorfra de bladbærende skud og egentlige rødder udgår fra. Vi kender det også fra f.eks. Iris og Skvalderkål. En knold er er et fortykket rhizom, og er ofte rig på stivelse, f.eks kartofler!
Udover i madlavning er ingefær blevet brugt som naturmedicin siden oldtiden, f.eks. mod forkølelse, feber, fordøjelsesproblemer. I dag bruges det først og fremmest i mod kvalme og opkastning, ved f.eks. køresyge.
Nå men jeg ville altså forsøge mig med dyrkning af ingefær. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt eller på anden måde var utilpas men jeg elsker syltet ingefær og frisk ingefær i min juice og tænkte at kunne være sjovt at prøve at dyrke det selv.

Jeg købte et stykke ingefær hvor jeg kunne se en lille frisk knop på. Den plantede jeg i en urtepotte med alm. pottemuld i ca. 5 cm. dybde og stillede den i vindueskarmen. Og så ventede jeg og ventede.....pludselig kom er en lille grøn spids frem som voksede og voksede. Efterhånden foldede bladene sig ud og den lignede lidt en bambus. Da faren for nattefrost var ovre plantede jeg den ud i en 30 cm stor potte og stillede den i drivhuset.




Der stod den så hele sommeren og voksede og voksede. Jeg sørgede for at stille den i skyggen af nogle andre planter, det er jo en skovplante og bryder sig derfor ikke om direkte sollys. Hele sommeren er den blevet passet med vand og gødning og kom efterhånden til at være ca. 1 mtr. høj.



Nu var det så tid til at tage den ud af potten og se hvad det var blevet til......wauuuuuu









Det lille stykke på 45 g som jeg satte i foråret, var blevet til hele 679 g super flot ingefær. Det syntes jeg faktisk er helt vild godt gået. Det er bestemt ikke sidste gang jeg prøver det.






Noget af ingefæren skal i fryseren så jeg har "frisk" ingefær til vinter og noget af den skal syltes i sukkerlage.  Jeg har fundet en opskrift på nettet som skal afprøves. Den får I en af dagene når den er blevet testet.
Go' søndag alle sammen!

mandag den 14. oktober 2013

Godt gammeldags rugbrød med masser af rugkerner

Jeg bager rugbrød og har gjort de de sidste ca. 5 år. Og jeg ville meget nødig undvære det, det er stærkt vanedannende. De måske to gange om året hvor jeg bliver nød til at købe rugbrød, forbi jeg ikke har fået bagt, bliver jeg så skuffet over købebrødets smag og konsistens.
Og der er ingen undskyldning for ikke at bage sit eget rugbrød. Det tager for lang tid siger nogle....pjat 5 minutter den første aften + 5 minutter den næste morgen og 10 minutter om aftenen og så selvfølgelig hævningen og bagetiden, men der passer brødet jo sig selv.
Det kan ikke holde sig tror nogle og så skal vi bage hele tiden......det passer ikke. Mine brød holder sig fint i 14 dage uden problemer og så er de spist op og det er tid til at bage igen. Det er surdejen i brødene som gør at de kan holde sig og ikke mugner. De bliver selvfølgelig fastere som tiden går, men rigtig tørre når de ikke at blive på en uge til 14 dage.
Du skal selvfølgelig have en surdej inden du starter. Du kan lave den selv, se neden for, eller du kan købe den i nogle helsekostbutikker eller gårdbutikker, eller måske kender du en som bager selv og har en. Jeg er sikker på at hun/han gerne vil dele med dig.

Sådan laver du surdej: (dette er Camillas Plums opskrift som jeg selv i sin tid brugte)

Surdejen laver man ved at røre 200 g groft rugmel, 1 tsk. salt, 1 tsk. honning, 1 dl økologisk yoghurt eller tykmælk og 2 dl vand sammen. Lad det stå på køkkenbordet i en skål med et viskestykke over i et døgn. Næste dag røres 2 dl rugmel mere i, sammen med nok vand til det bliver en lind dej. Lad den gære endnu et døgn. Så skulle surdejen gerne lugte syrligt, boble som en lavapøl, og være i fin form. Hvis ikke, gentages processen til det lykkes.

Og nu til rugbrødet: (dette er også en opskrift fra Camilla Plum) Hvis man vil have et mildere rugbrød kan 1/3 del af rugmelet udskiftes med hvedemel og rugkernerne kan udskiftes med hvedekerner eller speltkerner hvis man vil.....


Kl. 18.00:
300 g surdej
9 dl vand
575 g rugmel
375 g knækkede rugkerner
1 spsk. honning
1 spsk. maltsirup
4 spsk. havsalt ( bruger du alm groft køkkensalt er det sikkert nok med 2 spsk)

Rør salt, surdej og honning jævnt med lidt af vandet. Rør resten i og stil det lunt i en skål med et viskestykke over. Hvor længe afhænger af, hvor aktiv surdejen er, men det skal være klart i live, let boblende og hævet op. Som regel er natten over passende, men måske er 6 timer nok. Som jeg har skrevet ovenover ingredienserne gør jeg dette kl. 18. Det er det jeg har fundet ud af passer mig bedst i min hverdag, men måske passer det dig bedere om morgen og så gør du selvfølgelig det.

Kl. 8.00:
1 nisseøl, juleøl, malt øl eller porter og en sjat vand (3,5 dl i alt)
800 g knækkede rugkerner
evt.10-20 g mørkt maltmel primært for farvens skyld men også for smagen.

Rør øl, kerner og evt. maltmel sammen med dejen og lad det hæve i 6-8 timer.  Min dej får lov til at stå indtil kl. 17 hvor jeg kommer hjem fra arbejde, så det betyder ikke det store hvor lang tid den får lov til at hæve, men minimum 6 timer ellers når rugkernerne ikke at blive blødt op og de vil stadigvæk være hårde når brødet er bagt.

Kl. 17.00:
Tag 300 g surdej fra til næste gang du skal bage. Kom det i en bøtte og stil det i køleskabet. Fordel resten af dejen i 2 forme beklædt med bagepapir. Sørg for at glatte overfladen grundigt, evt. med en dejskraber dyppet i vand eller dine fingre. Jeg drysser lidt solsikkekerner på toppen af brødene inden jeg glatter overfladen. På den måde bliver de trykket lidt ned i dejen og hænger fast. Prik nu begge brød dybt med en strikkepind eller et træ grillspyd mindst 20 gange. Dette gør at dampen fra brødene kan komme ud, så skorpen ikke flækker og gør det umuligt at skære af brødene.

Lad brødene efterhæve i 1,5 - 3 timer. De skal hæve ca. nogle centimeter. Hvis de hæver meget bliver brødet mere løst i krummen. Jeg kan bedst lide det er lidt fast i det, men prøv dig frem.
Bag brødene ved 200 grader i 70 minutter.


Pak brødene ind i meget fugtige, for ikke at sige våde viskestykker, når de kommer ud af ovnen. Lad dem ligge i viskestykkerne til næste morgen hvis du bager om aftenen ellers til de er kølet helt af. Når de er kølet af fjernes viskestykkerne og brødene kommes i plasticposer. Nu er de klar til at blive skåret af. Og læg ALDRIG rugbrød i køleskabet, det bliver tørt og død kedeligt. Opbevar det f.eks. i en af køkkenskufferne hvor der ofte er lidt køligere end på køkkenbordet.

Men pas på hvis du begynder at bage dine rugbrød selv......som sagt er det stærkt vanedannende og du risikere at skulle blive ved resten af livet ;-)

Rigtig god fornøjelse!