lørdag den 11. maj 2013

Gøremål i urtehaven og drivhuset

Undskyld I har måtte vente på nyt fra mig, men med en nakke der driller og overarbejde har der ligesom ikke rigtig været overskud til bloggen, sorry!

Men nu skal I se hvad jeg har bedrevet derude i haven.
Der rodes og regeres i urtehaven
Jeg har nemlig endelig fået gravet mine højbede så de er klar til at blive sået til. Kartoflerne er lagt men endnu ikke kommet op endnu, og drivhuset er fyldt med udplantningsplanter som bare venter på at komme ud.
Derud over har jeg også fået plantet nye jordbærplanter, de gamle trængte til at blive skiftet ud, de holder jo ikke evigt. Efter ca. 3-4 år plejer jeg at sætte nye. Nogle gange er det bare aflæggere af de eksisterende planter og andre gange helt nye planter for at være sikker på at de er uden diverse sygdomme. Og så for at prøve nye sorter selvfølgelig. Denne gang er de sorterne Korona og Sonate der er sat. Både Sonate og Korona er mideltidlige sorter med store bær uden syre og et højt udbytte. Nu kan vi så bare vente på at blomsterne skal blive til bær så vi kan smage på herlighederne. Jordbærene er blevet sat i mit gamle geoginebed, det runde bed i forgrunden.  Jeg fik ikke taget geogineknoldene op i efteråret og tænkte at jeg ville prøve denne solrige placering til jordbær i de næste par år. Det er nemlig en god ide at flytte lidt rund på jordbærene så de ikke står det samme sted i mange år.

Drivhuset er fyldt at udplantningsplanter
og katten Oliver :-)
I drivhuset står der forskellige udplantningsplanter og venter på at komme ud. Der er Palmekål, rød Grønkål, Bladselleri, Romainesalat, Porre og Persillerod. Persilleroden er et forsøg, jeg plejer at have problemer med at få dem til at spire og har derfor forspiret dem i år for at se om de så ville blive til noget. Nu må vi se hvordan det går når de bliver plantet ud.
Kender I Palmekål? Det er en type grønkål med glattere blade end alm. grønkål og en smuk blågrøn farve. De er utrolig dekorative og så smager de skønt. De er knap så hårdføre som alm. grønkål men plejer alligevel at klare det meste af vinteren. Jeg bruger dem rå i salater, i supper og sammenkogte retter, hvor de kommer i lige til sidst. Og så er de fantastiske hvis man snitter dem fint og steger dem helt sprøde i olie på panden. Så får man noget som faktisk ligner tang, helt glasklart grønt og sprødt og knasende. Kom det oven på f.eks. din porre-kartoffelsuppe og du vil høre englene synge ;-)

Som I nok kan se er tomaterne og de overvintrede chiliplanter og pelargonier flyttet ud i drivhuset. Tomaterne skulle måske have ventet en uge men jeg har en varmeblæser som bliver tændt hvis vi skulle få en enkelt kold nat, kombineret med nogle flamingoplader som stilles mellem tomaterne og glasset plejer det at gå fint. Tomaterne i år er flg. Colibri (stor blomme), Gourmet (alm. tomat), Santalina ( mini blomme, helt fantastisk tomat!) Black Cherry (sort cherry), Glodita (gul cherry), Espero (alm. tomat) og en busktomat af sorten Peardrop (gul pæreformet og ca. 3 cm lang tomat). De to sidste er nye sorter som jeg ikke har haft før. De andre har jeg haft i flere år og syntes de er utrolig gode tomater og sunde planter.
Hvert år graver jeg noget af jorden væk i bedene i drivhuset og fylder nyt spagnum i. I år er der fyldt noget hestemøg og spagnum i bedene så tomaterne har noget at leve af. Derudover får de selvfølgelig også gødning i løbet af sæsonen. Jeg bruger Hornums drivhusgødning som jeg køber i 2 kg. pakker og selv blander op. Det er helt klart meget billigere at selv blande end at købe færdigblandet gødning. De 2 kg. giver 10 liter gødnings koncentrat og plejer at række hele sæsonen. 2 kg. koster ca. 200 kr.
Pelargonier og 2 nye chiliplanter

Foruden tomater og senere agurk, har jeg nogle forskellige pelargonier som har overvintret indendørs. De er blevet klippet tilbage og pottet om og er nu klar til endnu en sæson. Det er det samme som jeg gør ved chilierne, men mere om dem en anden dag. Og så har jeg også en dværg-nektarin som plejer at give et væld af frugter. Men ikke i år, desværre gjorde frosten kål på alle blomsterne så ingen hjemmedyrkede nektariner i år. Sådan er det nogle gange med det vejr. Men i disse dage er det skønt og perfekt til at få sået urtehaven til i. Vi har lidt varme og nu har vi fået lidt regn og det ser ud til at der kommer mere i løbet af ugen. Det kan jo ikke være bedre, set med havebrillerne på. God weekend til Jer alle og god arbejdslyst derude i haverne!